Kørte politimand ihjel på Langebro: Bliver nu jagtet verden over

Interpol har efterlyst den 27-årige, der blev væk fra retssagen i Københavns Byret.

Han blev væk fra retssagen i Københavns Byret med undskyldningen, at han var blevet smittet med coronavirus. 

Han er dog nu forsvundet. 

Det skriver Ekstra Bladet. 

Interpol går ind i sagen

Det har fået Interpol til at gå ind i jagten på den 27-årige somalier.

Han er tiltalt for at køre den 35-årige politiassistent Magnus Buhl Hansen ihjel. Det skete på Langebro 23. juli 2019. 

Interpol har derfor sat en såkaldt 'red notice' på den eftersøgte, hvilket betyder, at politi verden over nu er klar over, at han skal anholdes og udleveres til Danmark. 

I forbindelse med, at den tiltalte er forsvundet, har anklagemyndigheden nu anmodet Københavns Byret om at ophæve navneforbuddet, så hans navn og billede kan offentliggøres. 

Den 27-årige, som ikke var varetægtsfængslet, blev væk fra retten, da sagen mod ham skulle starte 1. december.

Retssagen skulle have været afviklet i foråret, men den blev udsat på grund af corona-nedlukning af domstolene. 

Det endte derfor med, at retssagen skulle afvikles 17 måneder efter. 

Navneforbud kræves ophævet

Retten mener, at han har fusket med den positive corona-test. Han blev varetægtsfængslet 'in absenstia' i et retsmøde 7. december, og det blev stadfæstet i Østre Landsret. 

Det har nu medført, at han bliver efterlyst internationalt. 

"Vi gør alt, hvad vi kan for at finde ham, men reelt ved vi ikke, hvor han befinder sig - om han er i London som det hævdes. Derfor er han efterlyst med 'red notice'. Jeg har også anmodet retten om at ophæve navneforbuddet. Vi mener ikke - med det vi ved i dag - at han fortsat skal beskyttes af et navneforbud," siger anklager Jelena Hansen til Ekstra Bladet. 

Den 27-årige har erkendt, at han var bag rattet i ulykkesbilen. Han nægter dog at være skyldig i vanvidskørsel og uagtsomt manddrab. 

Dette fordi, han fik et 'blackout' inden ulykken skete. 

Københanvs Byret oplyser, at der vil blive afholdt retsmøde om ophævelse af nanveforbud efter nytår.