Fredag morgen udviklede sig dramatisk, da han var ude og gå med sit barn og pludselig blev overfaldet med et lidt utraditionelt våben.
Da en far fredag morgen var ude og trille med sit barn i klapvognen, i Algade i Aalborg, blev den rolige morgentur pludselig spoleret af en fremmed mand, som pludselig overfaldte faren med en blyant, det fortæller Vagtchef Bruno Brix fra Nordjyllands Politi til Nordjyske.dk
Det var da faren stod foroverbøjet ned mod barnet, at overfaldsmanden slog til. Pludselig bliver faren stukket i ryggen af en blyant.
“Han står foroverbøjet ned mod barnet, der sidder i klapvognen, da en mand kommer gående bagfra og stikker ham i ryggen med blyanten.”
Herefter vender gerningsmanden sig om og begynder at gå væk fra stedet - men det stoppede alligevel ikke der. Tilsyneladende var han ikke helt færdig, så han vender sig om og går tilbage igen, hvor han så stopper op og truer med en kniv.
“Overfaldsmanden smider blyanten fra sig og går videre, men vender så om og går tilbage mod offeret, og da han er måske fem meter fra ham, begynder han at stå og vifte med en kniv,” fortæller Bruno Brix til Nordjyske.
Det tog ikke politiet længe at få anholdt gerningsmanden, som viste sig at være en 47-årig mand fra Aalborg. Da Nordjyske talte med vagtchefen fredag formiddag var det endnu uvist om manden skulle fremstilles i grundlovsforhør:
“Vi skal lige vende den med juristerne. Hvis han ikke bliver fremstillet, så bliver han løsladt med en sigtelse for vold og overtrædelse af våbenloven”, lyder det fra vagtchefen.
De to mænd kendte ikke hinanden, så faren har været et tilfældigt offer for overfaldsmanden - men han kom heldigvis kun ganske let til skade under episoden med blyanten.