Gåtur med hunden endte galt: Brækkede kindben og blødning i hjernen

Genrefoto: Shutterstock.com.

En helt almindelig gåtur med hunden, endte meget voldsomt for en mand i går aftes.

Normalt er det dejligt at komme ud og gå en aftentur med sin hund, så man kan få lidt frisk luft til hjernen inden dagen slutter. For en 50-årig mand sluttede aftenen dog alt andet end rart, da han mandag aften gik en tur med sin hund. 

Den 50-årige mand var omkring klokken 22 ude og gå tur med sin hund, da han blev overfaldet af tre mænd, det skriver TV2 Øst. 

Manden blev overfaldet af de tre mænd på Østre Ringvej i Næstved. Det var umiddelbart en helt uskyldig ordveksling, der resulterede i overfaldet, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV2 Øst

“Han går oppe omkring vandtårnet, og i den forbindelse bliver han passet op af tre personer, der muligvis er af udenlandsk herkomst. Der er noget ordveksling mellem dem, og så ender det med, at han bliver tildelt nogle slag og spark,” fortæller Kent Edvardsen, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.    

Ordvekslingen drejede sig ifølge vagtchefen om, at den 50-årige skulle have påtalt over for de tre mænd, at de havde efterladt sig noget skrald. Dette var så åbenbart det, som var anledning til at de tre mænd mistede besindelsen.

Læs også

Familiefar død i tragisk ulykke

Det lykkedes manden og hunden at søge tilflugt hos en kammerat, som bor i nærheden af, hvor manden blev overfaldet. Her blev der straks slået alarm til politiet, som fik anmeldelsen om overfaldet klokken 22.34. 

Manden blev kørt til skadestuen, hvor han blev behandlet for sine skader. Den 50-årige kom slemt til skade ved overfaldet og politiet betegner det derfor som kvalificeret vold - hvilket betyder at det er en overtrædelse af straffelovens paragraf 245, der indebærer “legemsangreb af særligt rå, brutal eller farlig karakter”. 

“Det bygger vi på, at han har fået brækket begge hans kindben, og at han har fået en lille blødning i hjernen. Så han er kommet slemt til skade.” Fortæller vagtchefen

Den 50-årige mand var både meget chokeret og forslået efter mødet med de tre mænd, det har derfor ikke været muligt for ham at give noget nærmere signalement af de tre overfaldsmænd. Det er derfor ikke meget politiet har at gå efter. 

Politiet vil meget gerne høre fra eventuelle vidner i sagen. 

“Hvis der er nogen, der har set noget til denne her hændelse, som tager sit afsæt oppe ved vandtårnet Paddehatten i Næstved omkring klokken 22 og 22.30, så vil vi gerne høre nærmere,” siger Kent Edvardsen.

Politiet kan kontaktes på telefon 114. 

Læs også

Ville sætte sig ned: Det skulle han aldrig have gjort