Nu udpeger politiet endnu et nyt hotspot, hvor der er risiko for, at for mange danskere samler sig.
Flere dages anmeldelser udmønter sig nu i, at Østjyllands Politi vil holde ekstra øje med endnu et sted. I forvejen har ordensmagten udpeget seks andre hotspots i Aarhus og omegn, em nu er et syvende blevet skrevet på listen.
Det er måske en god idé. Fælles for alle syv steder er, at politiet har set mange solhungrende danskere samle sig der, når vejret har været bare lige solrigt. Nu er der udkig til en Kristi Himmefartsdag, hvor det tyder på, at vejret bliver indbydende.
Alle syv steder har politiet set en tendens til, at mange stimler sammen – særligt når vejret er godt. Politiet fører skærpet tilsyn med de nu syv hotspot-områder og opfordrer til, at borgerne finder andre steder at mødes, særligt hvis man kan se, at der allerede er mange mennesker forsamlet på det område, hvor man havde planer om at slå sig ned.
Dette er byens syvende hotspot
De seneste dage har Østjyllands Politi modtaget flere anmeldelser fra borgere, der har observeret, at der har været mange mennesker forsamlet på det, der populært kaldes ”Hipsterhøjen” ved Graven i Aarhus. Borgernes observationer er blevet underbygget af de patruljer, der har kørt tilsyn i Aarhus midtby, og Østjyllands Politi har derfor besluttet at gøre højen til et hotspot-område.
Det betyder, at der nu er sat skilte op, der advarer om, at politiet kan udstede et opholdsforbud, hvis der samler sig for mange mennesker på stedet. ”Hipsterhøjen” er det syvende hotspot-område i Østjyllands politikreds. De seks andre er: Mølleparken i Aarhus, Bellevue i Aarhus, Den Permanente i Aarhus, Tangkrogen i Aarhus, Tøjhushaven i Randers og Tronholmen i Randers.