Flammehav: Frygter brand ved dansk kirke var påsat

Foto: Shutterstock

Både brandvæsnet og politiet rykkede ud til en branden.

I går aftes udbrød en brand ved en kirke i Randers. Det fortæller Østjyllands Politi, der - sammen med brandvæsnet - måtte rykke ud til kirken for at få flammerne under kontrol. Brandvæsnet frygter dog, at der er noget uldent ved branden, men mere om det senere. 

Det var mandag omkring klokken 22.36, at Østjyllands Politi fik en anmeldelse om brand i to skraldecontainere, der stod op ad et skur ved Sankt Andreas Kirke på Hadsundved i Randers NØ. Da politiet ankom til stedet havde brandvæsnet styr på branden, som de umiddelbart vurderede kunne være påsat.

Politiet fik på stedet kontakt til en kvinde, der oplyste, at hun havde set en person gå rundt i området. Da det begyndte at brænde fra containerne, så kvinden personen komme løbende ud fra baggården, hvor branden var opstået, og videre mod Falkevej og boldbanerne.

Grydehår og rød dunjakke

Politiet fortæller, at der blev sendt politihunde ud for at gå spor efter manden ad den rute, som vidnet havde angivet. Det lykkedes dog ikke at finde frem til ham. Manden beskrives som:

  • Dansk af udseende
  • 15-25 år gammel
  • Ca. 180 cm høj
  • Kraftig af kropsbygning
  • Lys i huden og med lyst, mellemlangt hår klippet i grydefrisure
  • Var iført en rød dunjakke, hvid t-shirt og mørke bukser

Politiet vil gerne i kontakt med manden for at få afklaret hans færden på stedet. Ved du, hvem han er? Så kan Østjyllands Politi kontaktes på telefon 114.