Familien troede, at den 50-årige måske havde våben i lejligheden.
Østjyllands Politi fremstiller tirsdag en 50-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Aarhus.
Han sigtes for vold eller trusler om vold mod politiet ved at have råbt ”jeg har corona” til tre betjente, hvor efter han hostede bevidst mod dem og kastede et papir, han havde tørret sin næse med, efter dem.
Det fortæller Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Anholdelsen af den 50-årige foregik på Montanagade i Aarhus C onsdag eftermiddag, efter at Østjyllands Politi havde fået oplysninger om, at han havde et skydevåben i sin lejlighed, og at hans familie var bekymret for ham.
Kampklædte betjente
Politiet spærrede Montanagade af og trængte ind i lejligheden, hvor den 50-årige mand sad. Det var her, den 50-årige hostede efter betjentene, der fik ham anholdt. Her så vidner på stedet bl.a. kampklædte betjente.
Under den efterfølgende ransagning af lejligheden, fandt politiet en hardballpistol, men ingen skarpe skydevåben.
Han sigtes efter straffelovens §119 og fremstilles i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling.