Dramatisk aften: Dødstrusler og affyrede skud

Politiet fik travlt torsdag aften. Foto: Presse-fotos.dk

Torsdag aften var alt andet end rolig for Syd- og Sønderjyllands Politi.

Klokken var blevet 20.45 da politiet modtog en anmeldelse om at tre personer var blevet truet på livet på en parkeringsplads i Stenbjergparken i Sønderborg. Derfor rykkede en patrulje straks ud til stedet. 

Da patruljen ankom klokken 20.52, opstod der hurtigt tumult. Under afhøringen af parterne kom der pludselig adskillige personer til stedet - hvoraf en gruppe rettede deres vrede mod patruljen.

En person tog fat i en betjents tjenestepistol og derfor endte der med at blive affyret varselsskud fra en af betjentens kolleger. Ingen blev ramt i forbindelse med skuddet, som blev afgivet for at få personen til at lægge pistolen

Hændelsen betød at politiet derefter var massivt til stede i området og der blev anholdt tre mænd i forbindelse med episoden.

En af de anholdte er indlagt på hospitalet efter en lettere skade. Det er dog ikke oplyst yderligere om skaden. Derudover måtte en betjent også forbi skadestuen og behandles for en lettere skade.

Omkring klokken 21.35 var afspærringen ophævet og der var igen ro i området. I dag - fredag, skal anklagemyndigheden vurdere om der er grundlag for fremstilling af de anholdte i et grundlovsforhør. 

Syd- og Sønderjyllands Politi er i øjeblikket i gang med at efterforske omstændighederne i forbindelse med hændelsen og har derfor ikke flere oplysninger til pressen på nuværende tidspunkt.