Nu har politiet slået til
En mand er nu blevet anholdt, fordi han mistænktes for at stå bag flere overgreb. Manden er ansat i en dagsinstitution i Taastrup. Københavns Vestegns Politi fortæller fredag, at de har anholdt ham, da han mistænkt for overgreb mod flere børn.
"Købehavns Vestegns Politi har på baggrund af efterforskning anholdt en 49-årig mandlig ansat fra en daginstitution i Taastrup," skriver politiet, inden de uddyber:
"Manden er mistænkt for andet seksuelt forhold end samleje og for blufærdighedskrænkelse af flere børn, og har været sendt hjem fra daginstitutionen under efterforskningen."
Politiet fortæller desuden, at det er længere tids efterforskningsarbejde, der nu udmønter sig i anholdelsen af den 49-årige mand.
Gennem længere tid
Anholdelsen sker nu, fordi politiet mener, at de har samlet nok bevismaterialer sammen til at stille manden for en dommer.
”Vi har efterforsket mod manden i en længere periode, og har nu vurderet, at der var materiale i sagen til at fortage anholdelse og få mistænkte fremstillet i retten,” siger lederen af Københavns Vestegns Politis overgrebsgruppe, politikommissær Rikke Thestrup.
Den 49-årige bliver fremstillet i grundlovsforhør i løbet af formiddagen fredag. Her vil anklagemyndigheden begære lukkede døre. Af hensyn til de muligt lukkede døre og af hensyn til efterforskningen, har Københavns Vestegns Politi ikke yderligere kommentarer i sagen for nu, understreges det.