Flere patruljer rykkede ud til varehuset.
Indkøbsturen onsdag morgen blev noget anderledes for de handlende, der havde valgt, at dagens indkøb skulle klares i Bilka i Slagelse. Her skabte en udklædt pige bevæbnet med en legetøjspistol panik blandt de andre kunder.
I torsdagens døgnrapport fortæller Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi om den dramatiske morgen, der tog sin begyndelse kort før klokken 08 onsdag morgen.Her fik politiet nemlig en anmeldelse om, at der var blevet set en ung kvinde i camouflagetøj gående rund på Idagårdsvej ved Bilka i Slagelse med en pistol i lommen.
Derfor rykkede politiet hurtigt ud, og sendte flere patruljer til stedet.
Havde pistolen i lommen
Det tog ikke lang tid, før patruljevognene nåede frem til det store supermarked. Allerede klokken 8.11 fandt politiet frem til den pige, der havde skabt så meget postyr. Det viste sig dog, at hun havde en rigtig god grund til at være både bevæbnet og iført camouflageøj.
Pigen havde nemlig sidste skoledag, og derfor havde hun ganske rigtigt en legetøjspistol i den ene lomme.
Betjentene fik en snak med hende om det ikke er hensigtsmæssigt at gå rundt på åben gade med en legetøjspistol. I den forbindelse opfordrer politiet ligeledes alle andre til, at man tænker sig godt om, inden man vælger sin udklædning.