Angriber dansk testcenter med brændende flasker

Foto: Rigspolitiet

I løbet af natten blev et corona-testcenter angrebet.

I løbet af tirsdagen har politiet været til stede ved et center i Ballerup, hvor befolkningen testes for coronavirus. 

Indtil nu har Københavns Vestegns Politi ikke haft mange kommentarer til, hvad politiet foretager sig på adresse på Energivej. Det gør de dog nu. Først på eftermiddagen har politiet udsendt en pressemeddelelse, hvori de sætter ord på, hvad der er foregået på testecentret. 

"Der har i løbet af natten været en hændelse ved COVID-19 testcentret på Energivej i Ballerup," skriver Københavns Vestegns Politi, inden de uddyber: 

"Da personalet møder ind til morgen, opdager de glaskår og sod på jorden og tilkalder politiet."

Kaster brand-flasker

Efter tirsdagens efterforskning har politiet en teori om, hvad der er sket i løbet af natten. 

"Politiet formoder på nuværende tidspunkt, at en eller flere personer er kommet ind på området og har kastet en eller flere flasker mod testcentret," udtaler Københavns Vestegns Politi. 

Der er formentlig tale om flasker med brandbar væske. Ilden er antageligt gået ud af sig selv, uden at antænde noget, fortæller politiet. 

Københavns Vestegns Politi bekræfter, at der ikke opholdt sig nogen personer på området, da hændelsen skete.

"Politiet tager situationen meget alvorligt. Sagen efterforskes og politiet er fortsat på stedet," understreges det i pressemeddelelsen.