Midtjysk Brand & Redning skulle på en lidt anderledes opgave lørdag morgen, da de var nødt til at hjælpe en ældre mand, der var fastklemt bag en radiator.
En ældre mand fik sig noget af en forskrækkelse tidligt lørdag morgen, da han pludselig sad fast og ikke kunne komme fri.
Midtjysk Brand & Redning var derfor blevet kaldt ud til den noget usædvanlige opgave på Tulipanvej, hvor de måtte give ham en hjælpende hånd. Det skriver mediet Silkeborgnyt.dk.
Manden var faldet ned mellem en radiator og et vindue, og der kunne han altså ikke komme fri igen.
“Han var faldet på en måde, så hans overkrop sad fast mellem radiatoren og vinduet, så han ikke selv kunne komme derfra. Vi kunne dog ret hurtigt i løbet af fem minutters tid få ham vristet fri, så han kunne blive tjekket af ambulancefolkene, men det så ikke ud til, at der var sket noget alvorligt,” lyder det fra indsatsleder Allan Riisberg ifølge lokalmediet.
Beredskabet kunne kort efter forlade mandens bolig igen, og så kunne den ældre mand begynde sin dag.