I disse dage føles det som om, at nætterne bliver varmere og varmere. Man bør dog tage sig i agt, lyder det nu
Udsigten til en ellers rastløs nat får mange til at lade vinduerne være på vid gab i håb om bedre ventilation og nattesøvn. Desværre stiger antallet af indbrud i takt med temperaturerne, og forsikringen dækker ikke fuldt ud, hvis tyven får adgang via et åbent vindue eller dør.
Tal fra forsikringsselskabet If viser, at en varm sommer medfører flere anmeldelser om tyverier end almindelige somre. Mere præcist 13 pct. flere. Det fortæller If i en pressemeddelelse.
Derfor lyder rådene fra selskabet: Skal soveværelsesvinduet være åbent, så sæt sikkerhedshasp på, så en eventuel opbrydning vil støje. Er du i haven, så sørg for kun at have vinduer eller døre åbne på den side af huset, hvor du selv opholder dig. Lås døre og luk vinduer helt i, når du ikke er hjemme.
Mindre i erstatning
Skulle en tyv få adgang til hjemmet gennem et åbent vindue eller dør, betragtes det i forsikringsmæssig forstand som ”simpelt tyveri”. Det indebærer en begrænset forsikringsdækning af smykker, kontanter og særlig værdifuldt indbo, som elektronik og designermøbler. Skellet mellem et normalt indbrud og ”simpelt tyveri” består i, at et indbrud kræver, at døre og vinduer har været forsvarligt låst.
"Det giver ekstra grund til at være påpasselig med at lukke døre og vinduer, når man forlader hjemmet i denne varme periode. Der er givetvis indbrudstyve, der vil forsøge at indhente noget af det forsømte fra coronatiden, hvor nedlukning og hjemmearbejde har medført færre indbrud," siger kommunikationschef hos If Forsikring, Birgitte Ringbæk, i pressemeddelelsen.
Husk også børnene
If anbefaler også at tage en snak med børnene om vigtigheden i at lukke vinduerne, når de forlader deres værelse. Budskabet er vigtigt hele året, men særligt i denne tid, hvor vinduerne ofte står på vid gab.
"Der er ofte både computer og andet dyrt elektronik på børneværelset, og det er mindst lige så hårdt for børnene at miste deres udstyr på grund af uopmærksomhed eller uvidenhed. Fokus i samtalen kan være på at hele familien skal bidrage til, at ingen risikerer at miste sit udstyr, i stedet for at skabe dystre billeder af en tyv, der bryder ind via børneværelset," slutter Ifs kommunikationschef.a