En spritbilist måtte sige farvel til sin bil
En kvinde fra Maribo blev sigtet for spirituskørsel i en sådan grad, at hendes bil blev beslaglagt. Det fortæller Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten mandag.
Hændelsen skete dog i løbet af weekenden, fortælles det.
"Lørdag eftermiddag fik politiet en anmeldelse fra en anden trafikant om, at der kørte en bil på Østre Landevej ved Maribo, og de slingrede og ind imellem var den ovre i det modgående spor. Kort efter fandt en politipatrulje frem til bilen og føreren, der var en 64-årig kvinde fra Holeby."
Kort efter kunne betjentene konstatere, at hendes promille var alt for høj.
"En alkometertest afslørede, at hun havde en promille, der var et stykke over to promille, hvilket kvalificeret til betegnelsen vanvidsbilist. Hun blev anholdt og sigtet for spirituskørsel klokken 14.45, og på grund af promillens størrelse blev hendes førerret inddraget, og bilen blev beslaglagt med henblik på konfiskation."
Sviner betjente til
Fire unge blev sigtet for at svine politiet til, fortæller Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi.
"Søndag klokken 20.20 spillede en gruppe unge meget høj musik på arealerne uden for Antvorskov Skole i Slagelse. De unge fik besked på at skrue ned for den meget potente højtaler, som de havde medbragt. Samtidig fik de besked om, at højtaleren ville blive beslaglagt, hvis de blev ved at spille højt."
Den besked passede dog ikke de unge.
"Den tilrettevisning provokerede tilsyneladende adskillige af de unge. Blandt de verbale perler, patruljen måtte lytte til var: "Pansersvin", "bumser", "svanser", samt "4-0 til Palle", som refererer til et firedobbelt politidrab i 1965."
De fem højrøstede ungersvende blev alle sigtet for at overtræde ordensbekendtgørelsen, fortæller politiet. En af de unge 'udmærkede' sig dog.
"Specielt den ene, en 18-årig mand fra Slagelse opførte sig så provokerende og konfronterende, at han blev anholdt og kørt på politigården. To af de andre var under 18, så hér havde politiet lejlighed til at ringe til deres mor og fortælle at der var en bøde på vej med posten."