“Mange danskere tænker måske, at trafikreglerne i Europa minder om de danske. Men der kan være store forskelle.”
Efterårsferien er i gang på fulde drøn, og mange danskere planlægger rejser til populære europæiske metropoler som London, Wien, Madrid og Stockholm.
Her er det populært at se byen fra en cykel eller fra et el-løbehjul. Men trafikreglerne i Europa varierer meget fra by til by.
En ny undersøgelse, udført af YouGov for Gjensidige, viser, at 3 ud af 10 danskere, der har brugt cykel eller el-løbehjul i udlandet, ikke sætter sig ind i de lokale færdselsregler, før de begiver sig ud på to hjul i udlandet.
Dette kan resultere i en uventet dyr ferieoplevelse, advarer Lene Ovesen, direktør for Rejseskade hos Gjensidige.
“Mange danskere tænker måske, at trafikreglerne i Europa minder om de danske. Men der kan være store forskelle. Det kan være krav om kørekort, særlige regler for hjelm eller forbud mod at bruge høretelefoner i trafikken. Derfor er det en god idé at bruge få minutter på at sætte sig ind i reglerne, før man hopper på en cykel eller et el-løbehjul på ferien.”
Hun minder derudover om at udvise hensyn i trafikken i udlandet.
“Det er vigtigt at huske, at man i udlandet er gæst i en trafik, der kan være mere hektisk og anderledes end den herhjemme. Husk derfor at køre forsvarligt, sæt farten ned i områder med mange mennesker og undgå at lade mobilen stjæle opmærksomheden. Det gør ferieoplevelsen tryggere for dig selv og dem omkring dig.”
Her kan færdselsreglerne overraske danske turister
London
Kørekort er påkrævet for at anvende godkendte udlejningsløbehjul
Private el-løbehjul må ikke benyttes på offentlige veje
Trafikken foregår i venstre side af vejen
Madrid
AirPods og lignende høretelefoner er ikke tilladt på cykel og el-løbehjul
El-løbehjul er forbudt i mange gågader og områder for fodgængere
Hjelm er obligatorisk på el-løbehjul
Wien
El-løbehjul skal være forsynet med udstyr som blinklys og klokke
Unge under 16 år skal bære hjelm på el-løbehjul, og børn under 14 år skal bære hjelm på cykel
Stockholm
El-løbehjul skal parkeres i særligt udpegede områder
To personer på samme løbehjul kan medføre en bøde
Hjelm er lovpligtigt for unge under 15 år på både cykel og el-løbehjul
Athen
Refleksvest er påbudt på el-løbehjul
Der findes specifikke regler for, hvilke veje el-løbehjul må færdes på