Politiet efterforsker sagen som drabsforsøg, og det mandlige offer er uden for livsfare.
En mand blev tirsdag eftermiddag knivstukket i Gersagerparken i Greve.
Tirsdag aften oplyste Midt- og Vestsjællands Politi, at en mand var blevet anholdt og sigtet i sagen, der efterforskes som drabsforsøg, skriver TV 2 Kosmopol.
Den 23-årige mand, der blev anholdt i går i forbindelsen er blevet varetægtsfængslet frem til 22. oktober ved Retten i Roskilde. Manden var sigtet for drabsforsøg, men retten varetægtsfængslede ham for grov vold. Der var dørlukning ved grundlovsforhøret, og der er nedlagt navneforbud, lyder det fra Anklagemyndigheden ved Midt- og Vestsjælland ifølge en pressemeddelelse.
Det mandlige offer er fortsat i stabil tilstand og uden for livsfare, oplyser vagtchefen ved Midt- og Vestsjællands Politi. Udover det kan politiet ikke komme nærmere ind på omstændighederne, mens efterforskningen pågår.
Et boligområde med gentagne alvorlige sager
Gersagerparken i Greve har gennem en periode flere gange været ramme om alvorlige hændelser. I november 2025 modtog politiet en anmeldelse om, at der var affyret skud mod en bolig i området. Fem skud ramte ifølge TV 2 Kosmopol en soveværelsesvæg i en lejlighed, hvor en person lå og sov.
I februar 2026 blev en bygning i Gersagerparken beskadiget af en eksplosion, som politiet dengang vurderede formentlig var en krysantemumbombe. Politiet formodede, at det drejede sig om en strid mellem lokale grupperinger.
Politiet har endnu ikke oplyst, om tirsdagens knivstikkeri har forbindelse til nogen af de tidligere sager i området.