Forside Sjælland Mænd steg ud af biler med macheter og knive i...

Mænd steg ud af biler med macheter og knive i Køge: Så tog sagen en voldsom drejning

Mænd steg ud af biler med macheter og knive i Køge: Så tog sagen en voldsom drejning
Roland Magnusson / Shutterstock.com

Fire unge mænd blev anholdt på stedet, mens politiet i en lejlighed fandt stoffer, 23 peberspray og to patroner.

Et voldsomt optrin med flere bevæbnede personer udspillede sig mandag eftermiddag på Uddannelsesvej i Køge.

Politiet modtog anmeldelsen klokken 17.18, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.

Et vidne havde set 10-12 mænd løbe ud af en opgang, hvoraf en enkelt bar en machete.

Andre vidner så fem personer stå ved en parkeret bil, da yderligere to biler ankom. Otte til ti personer steg ud af de to biler, og flere af dem var ifølge vidnerne bevæbnet med macheter, knive og slagvåben.

Da de to biler ankom, flygtede de fem personer, der havde stået ved den parkerede bil. Under flugten blev en af dem overfaldet. Senere kom en anmeldelse om, at en mand var ankommet til sygehuset med stiksår, men han nægtede at udtale sig til politiet om episoden.

Fire unge anholdt og siden løsladt

Politiet anholdt fire mænd på henholdsvis 17 og 19 år, der blev vurderet at have været involveret i optrinnet. De er alle efterfølgende blevet løsladt efter afhøring, fremgår det af døgnrapporten. Det er ikke oplyst, om nogen af dem er sigtet.

En af de anholdte kunne knyttes til en lejlighed på adressen. Her fandt politiet hash, amfetamin og piller samt et pengebeløb, 23 peberspray og to patroner. Uden for adressen fandt betjentene desuden en machete.

Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at efterforskningen fortsætter.

Ads by MGDK