En hvid løgn kunne ikke frelse en mand fra at blive røvet på åben gade,
Fyns Politi fortæller i døgnrapporten tirsdag om et røveri, hvor gerningsmændene angiveligt havde holdt et vågent øje med offeret, inden konfrontationen gik i gang. Overfaldet skete 31. august ved 9-tiden, men blev først anmeldt til politiet mandag i denne uge.
Røveriet fandt sted i den del af det centrale Odense, der kaldes Odeons Kvarter.
Offeret fortalte politiet, at han havde været på Banegården og hævet penge. Herefter gik han ned af en vej eller sti ved Netto på Hans Mules Gade, da to scootere passerede ham. Lidt længere fremme på stien stoppede de.
Holder øje
En person, som sad bag på den ene scooter tog sin hjelm af. Hurtigt herefter slog han offeret i højre side af hovedet med hjelmen, inden han bad om at få, hvad offeret havde i lommerne. I første omgang prøvede anmelderen at tale sig ud af det, fortæller han til Fyns Politi. Han fortalte gerningsmændene, at han ikke havde noget, i lommerne.
Den gik dog ikke.
Personen, som sad bag på den ene af scooterne, svarede nemlig prompte, at gerningsmændene vidste, han lige havde hævet penge. Herefter sloghan igen offeret. Dette fik anmelderen til at aflevere de kontanterne, som han havde hævet tidligere. Da de havde fået deres bytte, så stak gerningsmændene på de to scootere af.