Salling Group, der er den største dagligvarekoncern i Danmark, har truffet en stor beslutning.
Koncernen, der blandt andet står bag Netto, Føtex og Bilka, har nemlig besluttet, at de vil fjerne alle russiske varer på hylderne i deres forretninger.
Det oplyser Per Bank, der er administrerende direktør i Salling Group, i en kort meddelelse, som han har delt på det sociale medie Twitter.
Her skriver han, at den danske dagligvarekoncern har besluttet at fjerne alle varer, der er fremstillet i Rusland eller af et russisk firma. I alt er der tale om 20 forskellige varer.
“Vi har i Salling Group besluttet at fjerne alle russisk producerede varer fra vores hylder. Det drejer sig om 20 varer fra vodka, tandpasta til chokolade,” skriver Per Bank i sit opslag på Twitter.
Det er naturligvis en beslutning, der er blevet truffet i kølvandet på, at Rusland har invaderet Ukraine.
Per Bank oplyser på Twitter, at de omtalte varer, der er af russisk oprindelse, vil blive fjernet fra hylderne i de forskellige forretninger, der er ejet af Salling Group i løbet af de kommende dage.
Ydermere fortæller han, at det ikke kun gælder butikkerne, som Salling Group driver i Danmark. Det samme gælder nemlig for deres butikker i både Tyskland og Polen, lyder det.
https://twitter.com/PerBank1/status/1497559581135880195
På det sociale medie ses det, at der er stor opbakning til Salling Groups beslutning om, at man ikke længere ønsker at sælge russiske varer.