Flere Aalborg-borgere er blevet frastjålet deres mobiltelefon af personer, der udgav sig for at være taxachauffører, og telefonerne er efterfølgende blevet brugt til Apple Pay-betalinger for betydelige beløb.
Nordjyllands Politi advarer borgere i Aalborg mod såkaldte pirattaxaer, der henvender sig til folk på vej hjem fra byen.
Politiet har inden for den seneste tid modtaget flere anmeldelser fra borgere, der er blevet frastjålet deres mobiltelefon efter en bytur, skriver TV 2 Nord.
Advarslen kommer torsdag forud for julefrokostsæsonen, hvor efterspørgslen på taxaer stiger, og hvor mange færdes alene sent om aftenen.
I nogle tilfælde bliver mobiltelefonen stjålet fra ofrets lomme under kørslen, mens andre oplever at få telefonen revet ud af hånden, når bilen når frem til hjemmeadressen.
Herefter kører gerningspersonen fra stedet i høj fart. Flere af de forurettede opdager efterfølgende, at der er foretaget betalinger via for eksempel Apple Pay fra deres telefon, ofte for ganske store beløb.
“Vi ser med bekymring på disse hændelser, hvor borgere efter en hyggelig aften i byen tror, de har fundet en måde at komme sikkert hjem på,” siger vicepolitiinspektør Lasse Kragh fra Patruljecenter Aalborg til TV 2 Nord.
Sådan undgår du pirattaxaen
Nordjyllands Politi opfordrer til, at man benytter autoriserede taxaer og er opmærksom på, hvem man sætter sig ind i bilen hos.
Politiet råder desuden til at planlægge hjemtransporten på forhånd, enten ved at bestille en taxa gennem et etableret taxaselskab, benytte offentlig transport eller aftale med venner og familie, hvordan man kommer sikkert hjem.
Lasse Kragh opfordrer samtidig til, at man lader være med at tage imod et tilfældigt tilbud om et lift fra en bil, der udgiver sig for at være en taxa.
Har man oplysninger om pirattaxaer eller har været udsat for lignende episoder, kan politiet kontaktes på 114. Ved akutte hændelser ringes 112.