Østjyllands Politi fik onsdag kl. 16.25 anmeldelser fra flere borgere om, at der var affyret flere skud hen over vognbanerne i krydset Silkeborgvej/Vestre Ringgade i Aarhus.
Ifølge flere vidner blev skuddene affyret mod et ukendt mål af to mørkklædte mænd på en scooter, og politiet var hurtigt massivt til stede i området. Gerningsmændene var kørt fra stedet, og det lykkedes ikke at finde frem til dem.
Det fortæller Østjyllands Politi torsdag i en efterlysning, som politikredsen har offentliggjort.
På stedet blev der fundet seks patronhylstre, og det viste sig, at en tilfældigt forbipasserende bil var blevet ramt i skærmkassen over venstre baghjul af et af skuddene. Den kvinde, der kørte bilen, var uskadt. Der var umiddelbart intet tegn på, at nogen var blevet ramt.
Østjyllands Politi patruljerede i løbet af hele aftenen og natten konstant på vejene omkring krydset, og vil også den kommende tid være ekstra til stede i området.
”Det er jo helt uacceptabelt, at der bliver skudt hen over en stærkt trafikeret vej, og vi tager den her sag meget alvorligt og efterforsker den intensivt. Vores klare formodning er, at motivet til skudepisoden skal findes i en intern konflikt i det kriminelle miljø, og vi er overbeviste om, at gerningsmændene havde et helt bestemt mål, de ville ramme, ” siger vicepolitiinspektør Lennart Glerup.
Har du set mændene på scooteren?
Efterforskerne forsøger nu at finde frem til de to mænd på scooteren og hører meget gerne fra vidner, som har set de to mørkklædte mænd på en sort PGO-scooter uden nummerplader i Aarhus i går.
”Vi har allerede afhørt en lang række vidner, der var på stedet, men vi hører gerne fra andre, som måske har set scooteren køre rundt et andet sted i Aarhus enten før eller efter selve skudepisoden,” siger Lennart Glerup.
Har du oplysninger til politiet, kan du ringe 114, oplyser Østjyllands Politi.