Politiet slår nu alarm
De seneste dage har der været flere tricktyverier, hvor borgere er blevet lokket til at udlevere både kreditkort og tilhørende kode, såvel som andre personoplysninger.
Det får nu Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi til at slå alarm, derfor har de sendt en advarsel på gaden. Heri skriver politikredsen:
"Det er især ældre borgere, der er ofre for denne type tricktyveri. Og langt de fleste af dem, der rammes, er kvinder over 80 år, viser tidligere undersøgelser," fortæller Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi.
"Mange ældre har stor tillid til myndigheder og autoriteter og de udviser gerne hjælpsomhed overfor fremmede. Derfor risikerer de at falde for et svindelnummer"
Har en opfordring
Politiet har en særlig opfordring til venner og familie til ældre medborgere.
"Er du pårørende til en ældre medborger, kan det være en god idé at tage en forebyggende snak om, hvad man skal gøre for ikke at blive snydt," fortæller politiet.
Det bedste man kan gøre er nemlig at forebygge.
"Ganske kort efter svindlerne har fået kreditkortet udleveret, bliver der typisk hævet et stort kontantbeløb og så er de over alle bjerge. Det mest effektive middel mod den type kriminalitet er forebyggelse," siger Thorkild Steen Jensen, Politiinspektør for Lokalpoliti og Efterforskning ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi
Derfor deler Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi også nogle råd, der er gode at holde sig for øje
- Vær altid forsigtig og kritisk med, hvem du lukker ind i dit hjem, hvis det er personer, du ikke kender og ikke har en forudgående aftale med.
- Spørg altid om legitimation!
- At hente dankort og kode på borgerens bopæl er ikke en metode en rigtig bank benytter sig af. Så udlever aldrig dankort og kode til fremmede. Heller ikke over telefonen.
Derudover pointerer politiet også:
"Er du blevet udsat for et tricktyveri, skal du anmelde det til politiet og til dit forsikringsselskab. Henvend dig til din bank og få spærret kort og konto, hvis du har udleveret nogen af delene," siger Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi, inden de fortsætter:
"Har du været offer for et tricktyveri kan en reaktion oven på dette ofte være utryghed og måske også selvbebrejdelse. Hvis du har brug for at tale med nogen om dine oplevelser efterfølgende kan du altid kontakte Offerrådgivningen, et landsdækkende tilbud som træffes døgnet rundt."
Offerrådgivningen for Sydsjælland og Lolland-Falster træffes på telefon 23 68 60 00