Forside Nyheder 32-årig svensk mand døde af knytnæveslag til VM-fest på Islands...

32-årig svensk mand døde af knytnæveslag til VM-fest på Islands Brygge: Nu er der nyt i sagen

32-årig Svensk mand døde af knytnæveslag til VM-fest på Islands Brygge: Nu er der nyt i sagen
Foto: Privat

En 31-årig mand slipper med ét års fængsel og et nattelivsforbud på et år for den vold, der kostede en 32-årig svensker livet på Islands Brygge, efter at Statsadvokaten har besluttet ikke at anke dommen.

Anklagemyndigheden har besluttet, at dommen fra Københavns Byret i voldssagen fra Islands Brygge ikke bliver anket.

Det meddelte anklagemyndigheden torsdag, og dermed står den 31-årige mand tilbage med ét års fængsel og et nattelivsforbud på et år for den vold, der endte med at koste en 32-årig svensk mand livet.

“Vi har holdt byrettens dom op imod retspraksis. På den baggrund vurderer vi ikke, at der er udsigt til, at landsretten vil nå til et andet resultat end byretten. Det er en meget trist sag, hvor den begåede voldshandling har haft et tragisk udfald, men det er vores vurdering, at der juridisk set ikke er grundlag for, at sagen skal ankes,” udtaler vicestatsadvokat Henrik Pass i meddelelsen.

Erkendte simpel vold – selvom offeret døde

Dommen faldt onsdag den 7. oktober i Københavns Byret, hvor den 31-årige blev dømt efter straffelovens bestemmelse om simpel vold – altså ikke efter en bestemmelse om drab eller uagtsomt manddrab, selvom slaget kostede offeret livet. Han erkendte sig skyldig i tiltalen, skriver DR.

Volden skete under et storskærmsarrangement på Islands Brygge i København under VM i fodbold i juni. Ifølge DR ramte den 31-årige den svenske mand i venstre side af hovedet eller i nakken med et kraftigt knytnæveslag, der førte til en bristning af pulsåren. Den 32-årige svensker døde af sine skader tre dage senere, den 3. juli.

Tidligere voldsdomme vægtede skærpende

Retten lagde ved strafudmålingen vægt på, at et menneske mistede livet som følge af volden, og at den domfældte tidligere er dømt for meget alvorlige voldsforbrydelser. Det oplyser anklagemyndigheden.

Københavns Politi har tidligere sigtet yderligere to personer – en 24-årig dansk statsborger og en 29-årig somalisk statsborger – i forbindelse med samme hændelse. De to sager behandles særskilt fra sagen mod den 31-årige.

Ads by MGDK