Forside Udland Politimand tiltalt for mord på 23-årige Sandra: Kvalte hende mens...

Politimand tiltalt for mord på 23-årige Sandra: Kvalte hende mens hun var gravid

Politimand tiltalt for mord på 23-årige Sandra: Kvalte hende mens hun var gravid
Foto: Dutchmen Photography / Shutterstock.com

Massachusetts-politiet lukkede sagen som selvmord, da Sandra Birchmore blev fundet død i sin lejlighed. Fem år senere skal en føderal jury i Boston afgøre, om en af hendes egne betjente stod bag.

Den 23-årige Sandra Birchmore blev den 4. februar 2021 fundet død i sin lejlighed i Canton i delstaten Massachusetts. Hun lå på gulvet i soveværelset med en taskerem om halsen, bundet til et skabshåndtag. De lokale myndigheder konkluderede, at den unge kvinde, der var gravid, havde taget sit eget liv.

Fem år senere er den version af historien kraftigt udfordret. 40-årige Matthew Farwell, tidligere kriminalbetjent i Stoughton Police Department, er tiltalt for at have dræbt hende.

Sagen behandles ved den føderale distriktsdomstol i Boston, efter at FBI genåbnede efterforskningen og en føderal anklagejury i august 2024 rejste tiltale for drab. En senere, udvidet tiltale omfatter også drab på fosteret, skriver norske VG.

Mødte hende som 13-årig i politiets ungdomsprogram

Ifølge anklagemyndigheden mødte Farwell Sandra Birchmore, da hun som 13-årig deltog i Stoughton-politiets ungdomsprogram, Police Explorers. Sexforholdet skal ifølge tiltalen være begyndt, da hun var 15 år og han 27. Mellem de to blev der over årene udvekslet omkring 40.000 tekstbeskeder, skriver VG.

Anklagemyndigheden mener, at Farwell kvalte hende for at skjule forholdet. Overvågningskameraer skal ifølge anklagerne vise ham gå ind i Birchmores bygning klokken 21.14 den aften, hun døde. En teknisk ekspert har forklaret, at Birchmores telefon holdt op med at bevæge sig klokken 21.40. Tre minutter senere blev Farwell filmet på vej ud.

‘Fortalte meget hurtigt andre, at det var selvmord’

Den første efterforskning i Canton er under skarp kritik. Ifølge VG blev Farwell dengang afhørt i cirka 15 minutter på en parkeringsplads, uden at der blev taget noter, uden undersøgelse for skader og uden dna-prøver.

Den føderale anklager Torey Cummings sagde om de lokale betjentes rolle:

“De efterforskede det ikke bare ikke. De fortalte også meget hurtigt andre, blandt andet retsmedicineren, at det helt sikkert var selvmord,” siger hun ifølge VG.

FBI gik ind i sagen i 2023, blandt andet efter at en tidligere vicepolitichef i Stoughton havde udtrykt bekymring. Retsmedicinerens kontor i Massachusetts har siden ændret dødsårsagen fra selvmord til “uafklaret”, skriver CBS Boston.

‘Hun tog sit eget liv’

Matthew Farwell har nægtet sig skyldig. Forsvaret mener, at Sandra Birchmore tog sit eget liv, efter at Farwell havde afsluttet forholdet, og peger på hendes psykiske helbred og bekymringer om graviditeten. En retsmedicinsk ekspert indkaldt af forsvaret har afvist, at der var tale om manuel kvælning.

“Matthew dræbte ikke Sandra Birchmore,” har forsvarer Kimberly Stevens ifølge VG sagt i retten.

Juryudvælgelsen i den føderale retssag begyndte den 6. oktober, og bevisførelsen gik i gang en uge senere, skriver Boston Globe.

Farwell valgte ikke selv at afgive forklaring. Begge sider afsluttede bevisførelsen i denne uge, og slutproceduren er berammet til fredag. Herefter skal juryen votere. Bliver Farwell kendt skyldig, straffes han med obligatorisk livsvarigt fængsel.

Ads by MGDK