Forside Nyheder Bøden er helt op til 4.000 kroner: Kun disse dæk...

Bøden er helt op til 4.000 kroner: Kun disse dæk er godkendt til vintervejr

Bøden er helt op til 4.000 kroner: Kun disse dæk er godkendt til vintervejr
Foto: Shutterstock

De gældende dækregler trådte i kraft den 1. juli 2025.

Når kulden sætter ind, og vejene bliver isglatte, spiller dækvalget en afgørende rolle for trafiksikkerheden.

Forkerte dæk kan forringe bilens bremseevne og gøre det svært at bevare kontrollen over køretøjet.

Siden den 1. juli 2025 har det desuden været forbudt at køre med dæk, der er ‘åbenbart uegnede’ til de aktuelle vejforhold.

Det betyder altså, at bilister ikke bare risikerer trafiksikkerheden, men også en bøde, hvis der bruges sommerdæk, når der er sne eller is på vejene.

”Dækkene er bilens eneste forbindelse til vejbanen, og når underlaget bliver glat, er det essentielt, at de kan håndtere betingelserne. Det er i alles interesse at undgå situationer, hvor bilen ikke længere kan styres sikkert. Derfor er det klogt at booke tid til dækskifte i god tid, før vintervejret for alvor slår til,” udtaler Mads Rørvig, direktør for Mobility Denmark.

Ingen fastsat skæringsdato

I Danmark er der ingen specifik dato for, hvornår vinterdæk skal være monteret. Sommerdæk er derfor ikke automatisk ulovlige i vintermånederne, så længe vejforholdene tillader det.

Men for bilister, der er afhængige af deres køretøj dagligt, kan det være risikabelt at udskyde dækskiftet.

Hvis vejene bliver glatte af sne og is, skal bilen parkeres, hvis dækkene ikke er passende til føret. Det er dog ikke kun bilister med sommerdæk, der bør være opmærksomme.

Også helårsdæk findes i forskellige udformninger med varierende vinteregenskaber, og selve betegnelsen garanterer ikke, at dækkene er egnede til alle forhold.

”Hvis man har helårsdæk, bør man undersøge, om de er velegnede til den type kørsel, man forventer at bruge bilen til i løbet af vinteren. Det er også vigtigt at holde øje med dækkenes slid, da dækkenes egenskaber er afgørende, når vejgrebet udfordres. Er man i tvivl, kan værkstedet assistere med at vurdere, om dækkene er de rette,” forklarer Mads Rørvig.

M+S, MS og M&S indikerer godkendte vinterdæk. Til særligt krævende vinterforhold anbefaler Færdselsstyrelsen desuden snegrebsmærket 3PMSF, som genkendes ved et bjerg med tre toppe og et snefnug.

Dette gælder også ved valg af helårsdæk, hvor vinteregenskaberne varierer mellem de forskellige modeller.

Ads by MGDK