Nabostrid ender helt galt: Mand dræbt

Onsdag aften måtte politiet rykke ud til den voldsomme hændelse. Foto: Presse-fotos.dk

En konflikt mellem overbo og underbo gik onsdag aften så galt, at den ene af dem nu er afgået ved døden.

Onsdag aften eskalerede en nabostrid og endte fatalt. Konflikten mellem overbo og underbo blev så ophedet, at det endte i et slagsmål og knivstikkeri på åben gade. Det skriver TV 2.

Hændelsen fandt sted ved Vognporten i Albertslund. 

Københavns Vestegns Politi meddelte onsdag aften på Twitter, at de var til stede på adressen.

Underboen der blev stukket med kniv, blev onsdag aften kørt til Rigshospitalets traumecenter, hvor han natten til torsdag er afgået ved døden, det oplyser vagtchef Torben Wittendorff ved Københavns Vestegns Politi, til TV2 torsdag morgen.

Politiet til stede ved Vognporten. Foto: Presse-fotos.dk

 

Politiet til stede ved Vognporten. Foto: Presse-fotos.dk

Leder efter gerningsvåbnet 

Overboen er en mand midt i 20'erne og han er nu blevet anholdt, han vil blive fremstillet i grundlovsforhør i løbet af torsdag.

Natten til torsdag havde politiet dykkere i kanalen i Albertslund, hvor de ledte efter gerningsvåbnet. Vagtchefen kunne i nat oplyse, at dykkerne ville vende tilbage torsdag morgen.

Politiet har endnu ikke oplyst, hvad der var årsagen til det voldsomme skænderi mellem de to beboere i opgangen. 

Da den afdødes pårørende endnu ikke er underrettet, vil politiet ikke oplyse mandens alder.