Kvinde taber sin peberspray på det værst tænkelige tidspunkt

Foto: Rigspolitiet

Pludseligt lå hendes våben på jorden.

Østjyllands Politi måtte onsdag give en hånd med, da en ansat ved Statsbanerne havde problemer med to passagrer, der ikke have betalt for deres togtur. Sådan oplyser politikredsen i døgnrapporten.

Det var en medarbejder fra DSB kontaktede onsdag kl. 15.09 politiet, da to kvindelige passagerer i toget ikke havde købt billet, og den ene nægtede at oplyse ID til konduktøren. En patrulje kørte til Randers Station, hvor de to kvinder nu befandt sig sammen med noget togpersonale. 

En 30-årig kvinde var hurtigt til at give sit navn og sin fødselsdato til politiet. Den anden kvinde kunne hverken dansk eller engelsk men viste et sygesikringskort med en dansk adresse.

Taber peberspray

Via den 30-årige, der agerede tolk, stillede betjentene kvinden en række kontrolspørgsmål om hendes identitet, og det stod hurtigt klart, at hun ikke var den, hun udgav sig for at være. 

Da hun nægtede at opgive sit rigtige navn, blev hun anholdt med henblik på at sikre hendes identitet. 

Anholdelsen fik den 30-årige veninde til at fare op og råbe højlydt af betjentene. Mens hun stod og råbte, faldt der en peberspray ud af hendes lomme, og betjentene lagde hende i håndjern og sigtede hende for at forstyrre den offentlige orden og for at overtræde våbenloven.   

Omkring kl. 20.00 blev den 30-årige løsladt igen, men der gik ikke lang tid, før politiet igen måtte have fat i hende. For efter løsladelsen gik hun direkte hen til indgangspartiet på politistationen i Randers, hvor hun hamrede så hårdt på en dør, at den gik i stykker. 
Det kostede hende denne gang en sigtelse for hærværk. 

Politiet er stadig ved at prøve at finde frem til identiteten på hendes veninde, oplyser Østjyllands Politi.