Torsdag eftermiddag blev en cyklist kørt ned af en varebil, føreren af bilen fortsatte uden at standse - derfor efterlyser politiet nu varebilen.
Kl. 15.01 torsdag eftermiddag rykkede ambulance og politi ud, til lyskrydset Landevejen - Egevej, ved KIrke-Såby, det skriver Midt- og Vestsjællands Politi.
En 73-årig mand fra Hvalsø var kommet galt afsted. Han var kommet cyklende ned ad Landevejen mod vest og ind i krydset, hvor lyssignalet viste grønt for færdsel ad Landevejen. Da han svingede til venstre mog Egevej, blev han påkørt på forhjulet af en hvid varebil, som kørte i den modsatte retning ad Landevejen mod Øst.
Føreren af den hvide varebil standsede ikke, efter påkørslen af den 73-årige cyklist.
Den 73-årige mand væltede på sin cykel og slog sig under styrtet. Han blev derfor kørt til skadestuen, hvor han fik konstateret at han havde fået brud på hoften.
Politiet har optaget rapport om uheldet på baggrund af personskaden og i et forsøg på at identificere chaufføren af den hvide varebil - som måske ikke ænsede uheldet, og derfor ikke er klar over at han har påkørt cyklisten.
Politiet mener at varebilen formentlig har fået en mindre bule på det sted, hvor cyklens forhjul har ramt bilen. De mener også at varebilen muligvis kan være af mærket VW Transporter og har gule nummerplader.
Politiet kan kontaktes på telefon 114 med oplysninger i sagen.