33-årig udgav sig for at være en anden: Fik tilsendt nøgenbilleder og videoer

Foto: Shutterstock

En 33-årig mand er anholdt for flere tilfælde af blufærdighedskrænkelse begået mod unge kvinder i forbindelse med, at han har udgivet sig for at være kendt caster på film og tv-serier.

Den 33-årige blev tidligt tirsdag morgen anholdt og sigtet for flere forhold, hvor han formodes at have benyttet sig af et kendt navn i casting-verdenen for at lokke pigerne til at tro, at de ved at sende nøgenbilleder og -videoer af dem selv kunne komme i betragtning til skuespilroller i kommende film eller tv-serier. Det skriver Nordsjælland Politi i en pressemeddelse

Læs også

Nudister tror, de er alene på stranden: Men så bliver de klogere

“Jeg er meget tilfreds med, at det ved fælles indsats er lykkedes os at finde frem til den formodede person bag den falske casterprofil. Det, vi ser her, er grov udnyttelse af nogle unge kvinders karriereønsker, og det har været gjort så professionelt, at det har været svært for kvinderne at gennemskue set-uppet,” fortæller efterforskningsleder og politikommissær Jakob Rahbek. 

Overvej det grundigt, før du sender intime billeder

Et større antal unge kvinder flere steder i landet har været ofre for den falske casters forespørgsler om intime billeder og videoer, og den seneste tid har Nordsjællands Politi derfor i samarbejde med Københavns Politi og National Cyber Crime Center (NC3) i Rigspolitiet efterforsket sagerne, hvilket har ført til, at der i dag kunne foretages anholdelse af den 33-årige. 

“Den slags sager kan desværre være rigtig svære at efterforske, fordi der på internettet kan gøres meget for at skjule gerningsmandens identitet. Generelt vil jeg gerne opfordre til, at såfremt man ønsker at sende intime billeder af sig selv til andre, skal man gøre sig grundige overvejelser om, hvem man sender dem til, og hvad indholdet af billederne er. Internettet glemmer aldrig, og man er ikke altid bekendt med modtagerens hensigter,” siger Jakob Rahbek.

Der arbejdes nu videre med efterforskningen i sagen med henblik på klarlæggelse af alle beviserne mod den formodede gerningsmand. Der vil på nuværende tidspunkt ikke blive begæret varetægtsfængsling i sagen. Nordsjællands Politi har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer til sagen. 

Læs også

Danske kvinder er vilde med Frederik: ”Hvor ser han lækker ud”